• Aktuelt
  • Om foreningen
  • Bestyrelsen
  • "Religionslæreren"
  • Kurser og rejser
  • Konsulenten
  • Medlemskab
10.01.10 09:21 Alder: 238 days

Nytårsønske: Besindighed!

Kategori: Leder

Af: John Rydahl, Formand for Religionslærerforeningen

Hvor '90-erne i høj grad - måske som en konsekvens af murens fald - kom til at handle om etik og '00-erne i forlængelse heraf samt med angrebet på World Trade Center som omdrejningspunkt om en bredere søgen efter dennes forankring bl.a. i religionerne, har det år, vi lige er gået ud af i nogen grad vendt tingene på hovedet, så vi nu er endt i nogle polariserede synspunkter omkring ateisme og fundamentalisme. Ikke mindre en 288 artikler i diverse dagblade er det blevet til. Dette desværre ofte i en alt for skinger tone, der ikke kan bruges til ret meget ud over avispolemik. En lang række bøger om ny-ateisme, religionskritik og reaktioner herpå har derudover set dagens lys. Men desværre er der langt imellem de nuancerede udlægninger - især af modpartens synspunkter. I stedet tillægger de to lejre gensidigt hinanden synspunkter og faglige positioner, der ikke er belæg for, og det efterfølges ofte af beskyldninger om, at modparten ikke har den fjerneste indsigt i det område, som angribes. Også når det gælder indlæg fra landets på papiret klogeste hoveder - nemlig dem fra universitetsmiljøet halter det. Og det er måske det mest betænkelige.

I skoleregi startede året med en polemik om skolers ret til at bede fadervor under morgensamlinger, fordi en forældre på Viborg-egnen følte sig krænket på sit barns vegne over denne praksis. Og det sluttede med, at en elev fra Fyn gik i rette med sin skoleleder, fordi denne havde aflyst den traditionelle juleafslutning i kirken, fordi han mente at præsten året forinden havde overtrådt spillereglerne for en arrangementet ved at lyse velsignelsen over eleverne.
Begge debatter blev voldsomt skæmmet af hysteriske indlæg om humanistiske værdier over for kristne i relation til dansk kultur og om adskillelse af stat og kirke eller det modsatte.
Samme tendens så man, da kommunalbestyrelsen i Lyngby-Taarbæk valgte at efterkomme et ønske fra skolerne om, at placere konfirmationsforberedelsen om eftermiddage frem for i morgentimerne selv om præsterne var imod. Også her kammede debatten over, fordi det jo netop er kommunalbestyrelsens opgave at træffe sådanne beslutninger. Og den trufne beslutning ligger inden for lovens rammer, hvorfor der ingenlunde er belæg for at hævde, at skolen med sit ønske forsøgte at underminere forholdet mellem stat og kirke. Det er skolen i princippet indifferent overfor. Og ingen havde gjort anfægtelser mod skolelovens § 53, som netop er et konkret udtryk for Grundlovens formulering om at staten understøtter kirken og som foreskriver, at konfirmationsforberedelsen indgår som en del af det samlede undervisningstilbud i folkeskolen, hvorfor den tildelte tid hertil også skal ligge inden for det tidsrum, der regnes for normal undervisningstid, hvis ikke andet aftales - nemlig mellem kl. 8 og 16. Derfor er lektionerne fra 14 - 16 i princippet lige så gode som dem mellem 8 og 10.
Midt i den hjemlige andedams debat fik vi også i tilgift endnu en sag fra menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg - denne gang ikke i relation til Norge men derimod til Italien, hvor en mor til et yngre barn fik medhold i, at det var udtryk for religiøs forkyndelse, hvis man i offentlige skoler havde ophængt krucifikser, hvorfor det kunne være krænkende. Også dette fik de hjemlige sind i kog, så det på begge sider gik over gevind og i selvsving - om end sagen var enkel og entydig. Selvfølgelig er ophængning af krucifikser og indlemmelse i fællesbøn i form af fx fadervor udtryk for en religiøs værdisætning, som har til hensigt at påvirke dem, der bliver udsat for det. Og i den udstrækning, det strider mod de menneskerettigheder, som et land har ratificeret, skal det selvfølgelig ændres, selv om det støder an mod forskellige kulturelle traditioner og tydeligvis vækker stærke følelser.
I disse klimaforandringstider skal der derfor lyde en advarsel til medlemmerne om at vare sig med for mange og for lange ekskursioner. Udenfor kan der let blæse en kold vind af orkanagtig styrke, som i ren iver for at markere sig risikerer at slå de stakkels små omkuld. Hold derfor godt fast i haspen på vinduet, når I tjekker vejret. Men måske det i stedet for en tid - til denne ideologisk storm har lagt sig - er tid til indendørs sysler af den gode slags med fokus på rationel åbenhed og sund fornuft med udstrakt besindighed i behandlingen af de religionsfaglige problemstillinger. I disse år klares den efter vores bedste overbevisning desværre bedst uden for megen inspiration udefra.

Godt nytår!

Ingen beskeder

Fandt ingen beskeder i gæstebogen