360 graders overfladespænding - en ordveksling fra det virkelige liv
Nyligt har skolen været udsat for et såkaldt 360 graders eftersyn i forlængelse af statsministerens nytårstale og i den forbindelse kom der fra danskkollegaen en henkastet bemærkning om, hvorvidt der mon var en sammenhæng mellem form og indhold eller udtryk og betydning i sproget. Eller sagt på en anden måde. Om det billedsprog, man vælger at bruge afslører mere om, hvad man egentlig mener, end man nødvendigvis lige er opmærksom på i første omgang.
Det fik vækket vores gamle og trætte geograf, som nu kunne bidrage med, at det da ikke mindst var fyrtårne, der lavede sådanne operationer, og at det - hvis det altså var det, vi mente med billedsprog - da passede meget godt til regeringens øvrige politik med fyrtårne både blandt skolerne og på lærerværelserne. Ud over at skulle kunne dreje rundt og lyse op på udvalgte steder under sit 360 graders eftersyn, var det nu også blevet et kriterium for ansættelse på disse skoler, at man ragede op og havde en vis højde, hvilket da var let at forholde sig til, fordi det var objektivt.
Ikke noget, der ligefrem animerede vores nye uge biolog, som sad nede for enden af bordet i sine grønne gummistøvler med aviser spredt ud over bordet, fordi hun var gang med at dissekere en aborre. "Lad dem bare blive ved med at lave de der eftersyn", sagde hun. "Så længe de kan holdes beskæftiget med, laver de ingen skade på dyrelivet nede i vandet, for de oplyser jo kun overfladen."
Nu lod dansklæreren, der egentlig ikke havde ment noget særligt med sin indledende bemærkning, fordi han var ved at kaste sig over en anmeldelse af en monolog om holocaust med Jens Albinus, der skulle aflede hans opmærksomhed fra den sure fedtemad, han havde fået med, sig alligevel distrahere og kigge op. "Insinuerer du dermed, at regeringen skulle have et overfladisk syn på uddannelsespolitikken?", spurgte han den yndige fiskedræber. Og for lige at få en pause til at læse anmeldelsen færdig, kiggede han direkte over på hjemkundskabslærerinden, som i modsætning til ham selv altid havde de lækreste små anretninger med, og sagde: "Hvad så med al den målsætningssnak? Det er vel noget andet?"
Den fik så lov at stå lidt - ikke fast forankret på klippegrund som et fyrtårn - men snarere sådan lidt dirrende i luften, fordi hjemkundskabslærerinden lige skulle tygge af munden, have lagt bestikket og tørret sig med servietten. "Oppe hos mig handler mål først og fremmest om volumen - altså hvor meget mel og sukker eller andre ingredienser, der skal op i målebægeret for at tingene kommer til at passe sammen."
I det sammen kom fysiklæreren gående forbi. Om han havde fået en snebold i nakken, eller om hans tynde hår bare strittede ekstraordinært i vinterkulden var ikke helt til at afgøre. "Mål er bare et andet ord for standarder og nivellerring af forskelle", sagde han vanen tro med stor autoritet og uden at levne mulighed for modsigelse. "Det er derfor de har været nødt til at tale så meget om eliteklasser efter indførelsen af de nye karakterskala. Den er jo udtryk for ren dåse-logik. Fyld dåsen op og sæt låg på og så op på hylden med den. Og skulle noget stritte udenfor skal det bare skrabes af, så låget kommer til at sidde ordentligt. Og indholdet i en dåse er styr på. Det er til at overskue og kontrollere. Derfor passede det skæve 13-tal ikke ind i rækken længere. Det var jo netop rummet for det ukontrollable - rummet med de mange døre og vinduer som derfor havde svært ved at holde på sit rummål."
Selv prøvede jeg mig frem med en stille bemærkning om, at der altid havde et eller andet med det 13-tal, som man skulle vare sig ved, men det blev ignoreret.
I mellemtiden var dansklæreren blevet færdig med sin anmeldelse og fedtemaden tillige, hvorfor han løftede hovedet og konkluderede: "Som sædvanlig er der intet nyt under solen. Det er den sædvanlige standardiserede pølsefabrik uden dybde og engagement i tilberedningen."
"Okey", tilføjede jeg lakonisk. "Så sender jeg også bare på foreningens vegne mit standardbrev til Bertel for lige at minde ham om opdateringen af lovteksten fra 75. Ikke at det ændrer stort ved praksis, men det er god signalpolitik. For man kan vel ikke påregne Guds indgriben i den sag?"
"Mener du Godot?", spurgte dansklæreren, mens han kiggede på uret og rejste sig. Han havde gårdvagtstjansen og skulle have været ude for 10 min. siden.
Historielæreren havde siddet og blundet lidt. Han var tidligt oppe, fordi han kom langvejs fra, men nu ville også han bidrage lidt: "Den har jeg læst", mumlede han. "Men han kom jo aldrig - altså Godot - så det var lidt kedeligt. Til gengæld kan jeg love det andet vender igen. Det gør det altid. Og så kan man jo hvile sig lidt imens."
Den var sløjdlæreren helt med på. Han er en mand af få ord. Af samme grund handler han som oftest, før han tænker. Så han havde allerede ladet eleverne snedkerere en gammeldags sammenklappelig strandstol og sagt til dem, at den var til brug i dårlige tider. Men han var jo også fra modkvalificeringens tid. Han plejede at bruge frikvartererne til at gå og nusse ovre i sløjdlokalet, men af en eller anden grund havde han fået forvildet over på lærerværelset denne dag. Og her havde han fået sat sig ovre ved det andet bord sammen med vores nye musiklærer, der under hele ordvekslingen havde siddet og fløjtet et eller andet. Han opfattede sig helt åbenlyst ikke sig selv, som en del af vi andres snak. Eller også var han bare distræt. Sad vist og forberedte introduktionen af en ny sang om utopisk frihed. Men godt det samme. Alt hans slagtøj og andet ville jo også blot ligge og rasle nede i de dåser med låg for at komme ud. De passede jo hverken til mål eller standarder eller andet. Og meget musik er der heller i fyrtårne. De lyder snarere som alt for slidte lirekasser, der har mistet melodien og derfor trænger til udskiftning.